Når tiden er til det i weekenderne giver jeg efter. I ugens løb gemmer jeg en del links, som jeg gerne vil nærlæse og afprøve. For der er ikke noget bedre end at have tid til at lave ingenting uden dårlig samvittighed overfor lektier der burde laves. Under alle omstændigheder er denne weekend blandt andet gået med nærlæsning af denne blog. Så henrivende fin med de fineste tutorials.
Dette er hvad det blev til denne gang.
Jeg har været på udveksling i Berlin. Som før antydet, har Tyskland og jeg ikke haft det tætteste forhold. Faktisk har jeg aldrig været på ferie i Tyskland før. Jeg tror at barrieren mellem Tyskland og jeg har været, at jeg ikke kan sproget. Men muligheden for at få et indblik i den tyske kultur, som vi kunne med vores udvekslingstur var alligevel en kæmpe mulighed, som jeg ikke kunne afslå.
Efter 5 dages intensiv tysk kultur har jeg været noget så udmattet. Currywurst, museer, tysk, tidligt op og S-bahn har virkelig tæret på min energi den sidste uge. Men det har også været spændende. Udveksling er på én måde så grænseoverskridende; at blive "smidt" ind i en ukendt familie, hos hvilke man skal leve på deres måde. Men udveksling giver også en helt anderledes kilde til at forstå kulturen, fordi man selv lever i den.
Jeg boede hos en enormt sød pige. Hun er enebarn og boede lidt udenfor Berlin. Jeg havde gruet lidt for sprogbarrieren i mellem os, for som sagt taler jeg ikke tysk, og hun havde på forhånd advaret mig om, at engelsk ikke var hende og hendes forældres speciale. Men med fælles hjælp gik det hele og når engelsk ikke rakte kunne mine franske gloser hjælpe os igennem samtalerne, da hun har fransk familie.
Siden familien boede et stykke uden for Berlin tog det os godt 35 minutter at komme i skole om morgenen. Med straßenbahn og sidenhen S-bahn og så resten til fods. Og hele ugen igennem var jeg ufattelig imponeret over hvor smertefrit det var at benytte de offentlige transportmidler. I Danmark føler jeg mig tit nødsaget til at planlægge min dag, efter hvilket tog jeg skal tage. Her troppede man bare op og så var enten bussen, strassen-bahn'en eller S-bahn'en der.
Jeg følte mig under hele udvekslingen også umådelig heldig, for mine veninders- og min tyske udvekslingsstudent havde virkelig gjort et kæmpe arbejde for at finde ud af, hvad vi godt kunne lide. De havde faktisk fundet ud af, at vi har en svaghed for sushi og inviterede os derfor på sushi inde i et storcenter første aften. I familien prøvede de også at forstå mig så godt de kunne og sørgede hele tiden for, at jeg ikke manglede noget.
Vi tilbragte dagene sammen i klassen, hvor vi tog på museer sammen. En af de oplevelser der gjorde mest indtryk på mig var da tog op på toppen af KaDeWe og med udsigt over hele byen, kunne nyde de mest utrolige kager, som vores lærere betalte.
(jeg glemte selv mit kamera, men heldigvis er kagen blevet foreviget på den del billeder. Det her billede har jeg lånt)
Den første aften tog mine veninders og min tyske udvekslingsstudenter os med op i et tårn de kaldte noget med Panorama- tower, så vidt jeg husker. Det findes på Potsdamer Platz. Deroppe fra følte jeg, at jeg kunne se hele verden. Det var så flot. Selvom højdeskrækken langsomt kom krybende da jeg kastede blikket ned på gaderne langt, langt nede...
Som vi travede Berlin rundt og tog fra det ene museum til det andet, var det ofte vi så Fjernsynstårnet. Og lige smukt var det fra alle vinkler.
Den sidste dag havde min tyske udvekslingsstudent fødselsdag. Det var lidt af en oplevelse af opleve deres fødselsdagstraditioner, for utroligt nok, var den ikke så meget anderledes end min egen. Og det på trods af meget forskellige familieomstændigheder og forskellig kultur. Men hvad der gik op for mig i min uge i Berlin er, at forskellen mellem os og vores tyske udvekslingsstudenter er minimal. En brøkdel af, hvad jeg havde troet. For i bund og grund er det de samme ting vi bekymrer os om; eksaminer, venskab, at føle sig forkert og anderledes.
Når båndene brister og man går hver til sit. Så smertefuldt hver gang det sker. Når et bekendskab ebber ud - de gode minder sammen bliver mere og mere sjældne. Når skellet imellem bliver for stort - når forskellene bliver for markante. Nye interesser spirer frem, oftest bliver dem man havde tilfælles mindre væsentlige. Andre venskaber blomstrer og kræver opmærksomhed og påpasselighed.
Det er altid den ene der bliver beskyldt for, at have ændret sig. Men man står aldrig stille i sin udvikling. Nogle bevæger sig bare hurtigere frem end andre. Men der er altid en der står tilbage i kulden, forvirret og fortvivlet, "hvad skete der?". Nye ting påbegyndes mens de gamle afsluttes - man skal følge med livet og acceptere den vej det fører én. Også selvom det ikke er den nemmeste vej. For der vil være komplikationer, brudte bånd og sorg. Men det er bestemt den hurtigste vej, for inden man får set sig om, er det hele ovre. "Hvad skete der?"
Momenter tilbragt i sneens kolde omfavnelse. Jeg forundres over sneens egenskaber. Det rene udtryk den skaber.
Langsomt begynder detaljerne på mit værelse at falde på plads; gardinerne er kommet op, der er varme og endelig - min bøjlestang er blevet sat op. Egentlig er det bare en gardinstang fra Ikea (der kan findes her) men eftersom den passede godt ind, blev det bare den. Og jeg synes at resultatet er blevet ret fint. I hvert fald pænere end den overfyldte kommode jeg før proppede mit tøj ned i.
Du har det med at vise dit grimme ansigt, når man mindst venter det. Midt i lykken, springer du frem som havde du gemt dig bag en busk, og ventet på det bedste tidspunkt at afbryde. Du er så egocentreret og tænker ikke på de skader du forvolder. På de mange mennesker du sårer. Jeg væmmes over dig.
Hvorfor tager du aldrig dem, som er villige til at følge med dig og lader dem der ikke er, blive tilbage. Hvorfor tager du dig ikke af de lidende, men derimod de raske med hjerteblodet brusende i årerne.
Jeg har ofte følt at du holdte øje med mig og mine elskede. Når jeg har gået mig ture i den friske aftenluft og jeg har hørt puslen bag mig, har jeg kigget mig tilbage og hver gang er jeg lettet, når jeg ikke ser dig og dit grimme ansigt.
Nu har du langsomt besluttet dig for et nyt offer. Et nyt offer hvis familie du suger livsglæden ud af, langsomt, én for én.
Føj for fanden, hvor er du rædsom.
Claus Hempler og Dicte spillede på Posten i aftes. En fantastisk og intim koncert.
Igen er weekenden fløjet henover min opmærksomhed. I hvert fald er den nu næsten væk, selvom jeg slet ikke føler at den har været der. De sidste timer der er tilbage, skal bruges på lektier. Men det har jeg egentlig ikke noget imod, sådan at få styr på ugen der gik og ikke mindst ugen der kommer. Det er faktisk ganske fint.
Grunden til at min weekend er gået hurtigt er, at jeg har spillet stævne i weekenden. Jeg spillede urimelig dårligt, men heldigvis er der nogle dygtige spillere på holdet; i hvert fald vandt vi det hele.
Jeg har fået anbefalet af lytte til radioprogrammet 'Det elektriske barometer' på p3. Så det gør jeg. Og det vil også blive planen for de næste søndag aftener.
I min klasse har vi været så heldige at komme på udveksling til Berlin. Hvert år udtrækkes der en klasse i 1.g og i år blev det min klasse. Jeg har før været på udveksling i Frankrig med mit franskhold i folkeskolen. Det var dog en noget blandet oplevelse, hvor kulturforskellene alligevel var større end jeg havde forventet mellem Danmark og Frankring og udover det, havde jeg ikke haft fransk i andet end 3/4 år, så at forstå hvad familien talte om, voldte mig også en del problemer. I sidste ende kunne jeg dog konkludere at mit ophold i Frankrig gav mig en forståelse for den franske kultur. En forståelse som jeg ikke ville have haft, hvis jeg blot var taget derned på ferie.
Men min klasse og jeg skal 5 dage til Berlin, fra den 5. til den 9. marts. Det er jeg virkelig glad for, for jeg har længe gerne ville besøge Berlin. Jeg har hørt at det skulle være en rigtig spændende hovedstad. Derudover kan man jo håbe at foråret er kommet til Berlin i marts måned, det ville bestemt ikke være dårligt.
I de fleste af vores humanistiske fag, beskæftiger vi os nu med Tyskland, for i sidste ende at opnå en bedre forståelse for landet og dets befolkning. Det er jeg rigtig glad for, for så håber jeg at undgå det skel der var i mellem min franske udvekslingsstudents kultur og min egen, dengang.
Jeg har følt mig meget afskåret fra det tyske sprog og den tyske kultur, da jeg aldrig har haft tysk. I folkeskolen valgte jeg fransk fremfor tysk og det er bestemt et valg jeg ikke har fortrudt.Men da jeg om 1 1/2 måned skal tilbringe 5 dage i en tysk familie, gav mine manglende tyskkundskaber mig alligevel en smule sved på panden...
I dag fik jeg en besked, fra den pige jeg skal bo hos i Berlin. Hun virker enormt sød og hvad der virkelig lettede mine bekymringer var, at hun er ud af en fransk familie, så det pres jeg havde følt med at skulle kunne tale tysk med dem alle, er lettet fra mine skuldre.
Så nu er kun tilbage at glæde sig. Hvilket jeg også gør. Måske ligger det bare til min natur først at finde punkter der kan fremkalde nervøsitet.
Her sidder vi. I skolens studiecenter. 1 time og 57 minutter før vi skal have time. Vores første modul blev aflyst i sidste øjeblik. Enormt ærgerligt. Vi sidder lidt og sørger over den spildte tid og over dumme matematiklærere der aflyser i sidste øjeblik.
